Bruno Bettelheim: At overleve

Bruno Bettelheim havde bemærkelsesværdig succes med at behandle dybt følelsesmæssigt forstyrrede børn. Som elev af Sigmund Freud var han en hengiven modstander af B.F. Skinners og andre behavioristers operante betingningsmetoder. Bettelheim, født i Østrig, kom til USA i 1939. Dybt påvirket af det år, han tilbragte i en tysk koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, afspejler han i sine skrifter sin følsomhed og viden om den frygt og angst, der fremkaldes under sådanne forhold. Hans berømte Individuel og Masseadfærd (1943), først udgivet i et videnskabeligt tidsskrift og derefter i brochureform, er en undersøgelse af den menneskelige personlighed under stresset af totalitær terror og koncentrationslejrliv. Bettelheim ser en sammenhæng mellem forstyrrelserne hos koncentrationslejroverlevende og dem hos de autistiske, eller stift tilbagetrukne, børn, som han beskriver i Den tomme fæstning (1967), da begge har oplevet ekstreme situationer. Drømmens børn (1969) beskriver med betydelig entusiasme fraværet af neurose hos børn, der voksede op på kibbutzer i Israel i grupper af andre børn og blev passet af voksne, der ikke var deres forældre. Bettelheim mener, at amerikanske ghetto-børn ville drage fordel af denne type erfaring frem for den i bedste fald delvise hjælp fra nuværende programmer designet til at fremskynde uddannelsesmæssige fremskridt for de udsatte. Fra 1944 til 1973 var Bettelheim rektor for Sonia Shankman Orthogenic School, et beboelseslaboratorium til behandling af forstyrrede børn ved University of Chicago. Indtil sin død i 1990 forblev Bettelheim aktiv i sine videnskabelige sysler og fortsatte med at skrive om at tage sig af sunde børn og dedikere sig til at forbedre den menneskelige situation.