Kvindens arbejde

Dette er en samling essays af mellem 18 kvindelige forfattere, der udelukkende skriver om kvindelige oplevelser i musik. Instrumentmagerne, eksperimentalisterne, harmonisatorerne, avantgarden, genrebryderne, popdronningerne, dem på kanten, der afslører manglen på intersektionalitet i denne branche. I lang tid har musikkens fortælling været mandscentreret og hypermaskulin. Formålet med kvinder i den var at kredse om disse mænd: at falde i svime over for Elvis, skrige i massevis til Beatles-koncerter eller prøve at komme backstage til at sove med rock bad boys. Da kvinder fik synlighed i 1960'ernes musik, blev de - igen - tildelt specifikke troper: backing-sanger, ensom kvinde i bandet, Motown-trioer, der sang uskyldige kærlighedssange. I 1970'erne, på det tidspunkt, hvor Kate Bush blev den første kvinde (med blot 17 år) til at have en nummer et med en sang, hun selv havde skrevet, begyndte punkens kvinder at gøre deres stemmer hørt. Men mange kunne ikke lide disse påstande; kvindeligheden, raseriet mod kønsstereotyper, den amazoniske lydstyrke af det hele. Joan Jett husker at blive væltet på scenen af ​​flyvende flasker; The Slits blev jagtet og truet efter koncerter, og deres sanger Ari Up blev stukket to gange. I 1980'erne, da hiphop vandt frem, gav den plads til kun en håndfuld kvinder, mens den handlede med kvindehadende rim, hvor kvinder kun kunne være hakker, tæver eller guldgravere. Hvordan skulle unge, farvede kvindelige rappere deltage, når de ikke så sig selv repræsenteret i den kultur? Kanoner - i litteratur, film, musik - kan ubønhørligt pege mod et mandligt kompas, og kvinder i dem kan blive anderledes eller eksotiseret - ELLER de forsøger at eje det. At sige fra. At råbe højere. Men sexisme er hårdkodet i denne branche. Udtrykket 'A&R-mand' var en industristandard i årevis, på trods af dets manglende rummelighed. Og hvad med produktionsstorheder som Eno, Martin, Quincy Jones? - der er ingen kvindelig producent med det niveau af navneanerkendelse, og dette problem er det, der er kernen i denne bog. Hvorfor valorisering af mænd, der spiller musik? Hvorfor de kønsbestemte blindgyder, der efterlader kvinder marginaliserede og på drift? Hvorfor de konstante forsøg på at blive taget seriøst som guitarist, skrivebordsingeniør eller tekstforfatter? Der er tusindvis af kvinder i musik, hvis historier vi ikke kender. Pionerer, hvis præstationer er undervurderet, ofte i kraft af deres køn, eller fordi en anden (en mand?) tog æren for det. Tingene ændrer sig. Planetens skift. Der er mere accept nu, omvendt, i en verden, der i øjeblikket oplever rowbacks om feminisme, ligestilling og politik. Vi skal huske fortidens historier, kvinderne, der knuste lofter og sparkede døre ind, mens vi læner os ind i en fremtid med nye navne, nye bevægelser og nye måder at tænke på det store spektrum af kvinder i musikken. Bidragydere:1.Kim Gordon2.Sinead Gleeson3.Ottessa Moshfegh4.Juliana Huxtable5.Maggie Nelson6.Rachel Kushner7.Anne Enright8.Yiyun Li9.Dee Barnes10.Leslie Jamison11. Emma Dabiri12.Fatima Bhutto13.Liz Pelly14.Jenn Pelly15.Megan Jasper16.Simone White17.Margo Jefferson18. Zakia Sewell