Kulla-Gullas sommerferie

Albert Bonniers Förlag. 1952.

Meget god stand. 179 s.

Martha Sandwall-Bergström burde, hvis der fandtes nogen retfærdighed i verden, anerkendes som en af vore store arbejderforfattere. Således er det sagt. Hvis du, ligesom jeg, ikke har læst Kulla-Gulla-serien siden du var tolv, tænker du måske? Vent lige, den der tossede romantiske historie om det helgenagtige guldhårede pigebarn, der vokser op som tjenestepige på en fattig gård og viser sig at være adelig datterdatter til patronen på herregården, romantisk fortabt under et skibsforlis? Selve urbilledet for sukkersøde pigebøger?? Læser man serien igen som voksen – det var min julegave til mig selv at tage mig tid til sådan noget, og det tager for resten heller ikke særlig lang tid – så træder et langt mere nuanceret billede frem. Visst findes der romantiske strøg, men det er nærmest som Mary Poppins – lidt sukker i bunden – der får medicinen til at glide ned. Vips, så har man slugt en hel del historisk socialrealisme og ikke så lidt politisk debat. I Kulla-Gullas sommerferie sættes klasseforskellene på spidsen på godset Höje, hvor Gulla vender tilbage fra pigepensionen sammen med tre skolekammerater, tante Emily samt fændrik Ivan, der af en eller anden uforklarlig grund har fået tillid til at lede godset over sommeren, samtidig med at han naturligvis er ude efter vores heltindes velhavende hånd. Den aldrende patron leger hellere med papfigurer med sin plejedatter end engagerer sig i sine rigtige forpagteres børn, og i stuehusenes elendighed gror et utilfredshed, der hurtigt stiger under despoten Ivans styre. Konfrontationen står mellem Ivan, der i sin tur naturligvis opmuntres af den kolde Irene, som på adelig kusinevis begærer hans hånd, og godsets arbejdere ledet af den agitatoriske vaskekone Viktoria, men også mellem den radikale Viktoria og den endnu uudviklet reformistiske Gulla. Tante Emily er den skræmte overklasse personificeret med sine? Åh, mon dieu, findes der da ikke en pistol i dette efterblivne hus!?, men det er Viktorias ord, der præger romanen, Viktoria, der formulerer heltindens egne erfaringer som tjenestepige på gården, der kræver retfærdighed og som efterhånden tvinger Gulla til at tage stilling. Vi har ret til arbejde og brød alle, hør her! Vi har ret til vores her på jorden – vi er mennesker alle med samme holdning og ret! Og at ynke sig som hunde og krybe i støvet og jamre og klynke og bede om nåde for føden, det passer ingen af menneske født, hør her! Den sukkersøde heltinde selv er muligvis seriens svage led, men hun er også skabt som en idealfigur og det for halvtreds år siden. Havde hun været mere fræk, ville jeg sandsynligvis have klaget over, hvor urealistisk det havde været for en kvindelig klasserejsende på den tid. I Kulla-Gullas sommerferie begynder Gulla dog endelig at sætte foden ned og søge en løsning på godsets sociale uretfærdigheder.